Lock-Hansen sagen 1967. Generelt
Danmarks næststørste kriminalsag, der ALDRIG officielt skal opklares.
En faghistoriker - Tanker om en rapport
Danmarks næststørste kriminalsag, der måske aldrig officielt bliver opklaret.
Et eller andet sted ved Østjyllands Politi sidder der en person som afgør at offentligheden i halvtredsåret for Højbjergmordet ikke må orienteres fra sagens arkivalier ved Rigsarkivet.
Det er ikke Rigsarkivet, der står i vejen. Det ved undertegnede. Her stiller man sig positiv til åbenhed om sagen på de i lovgivningen givne vilkår. Et halvt århundrede efter mordet på Marie Lock-Hansen er sagens egentlige akter stadig lukket land for en ellers ganske interesseret offentlighed i medfør af et høringssvar fra den etat, der oprindelig havde til opgave at opklare mordet. Ganske tankevækkende.
Næsten lukket land. Forfatteren Peer Kaae har nemlig set samme kartotekskort som undertegnede har set. Det samme har mindst én anden person, der dertil som den eneste udenforstående - måske - har set dele af politiets fotografiske materiale. Undertegnede ved det, for jeg har færdedes i periferien af de mange venlige ildsjæle, der er interesserede i sagen, uden dog at føle trang til at stå så tydeligt frem med navns nævnelse.
En sideeffekt ved kartotekskortene er - og det ved man måske hos de relevante myndigheder - at det med dem er muligt delvist at afkode den politirapport, der for omtrent et tiår siden kom i cirkulation og også pludselig lå i undertegnedes postkasse en skønne dag. Rapporten, der vel har skabt samme tiårs uformindskede interesse for sagen, er en små 100 sider lang sag forfattet - antageligvis - da sagen gik fra at være operativt anliggende til dvalestadiet. 2½ år efter mordet gav man i praksis op og forfattede derfor en nøgle, hvis eller når sagen på ny skulle tages op.
Det sidste er vigtigt at notere sig. Denne af indlysende årsager værdsatte rapport er med stor sikkerhed forfattet som et prisme, sagen for eftertiden ønskedes betragtet igennem. Først og fremmest hvis politifolk i 1977 eller 1997 skulle tage detaljer ved sagen op igen - mord forældes jo som bekendt aldrig - og derfor kunne få behov for at have en faktasamling indenfor rækkevidde. Dertil har rapportens forfattere formentlig været sig bevidste om, at rapporten, der har været rundkastet i flere eksemplarer, måske ville falde i hænderne på udenforstående en skønne dag, hvilket jo også viste sig at ske. Dermed kunne man også styre de pågældendes opfattelse af sagen ved at fremhæve ét og nedtone eller bortviske noget andet i rapporten.
Peer Kaaes nye bog er et antageligt stykke arbejde, der dels holder interessen varm, dels tilføjer nogle nye vinkler til sagen. Som flere andre med interesse for sagen nævner, synes det dog at være nærmest utænkeligt at morderen skulle have været nær pensionsalderen. Bogens substans er dog i al væsentlighed taget fra ovennævnte rapport, der nu har tjent som faktabank for en eller efterhånden to håndfulde bøger om sagen, og derfor tilføjer den for lidt nyt om sagen. Dertil har Peer Kaae netop ikke haft blik for disse indbyggede styringsmekanismer ved rapporten, og han reflekterer ikke over dette forhold i sin bog. Det er det mest skuffende ved den. I klart sprog: Politirapporten fortæller os noget - også ved det den ikke fortæller noget om. Dette kan man nemlig også fremkalde med de kartotekskort, både Peer Kaae og undertegnede har set.
Sammenholdes kartotekskortene med rapporten kan det ses, at den ikke henviser til hvad en række af de væsentligste vidner i sagen har sagt. Deres navne er kendte, man kan med kartotekskortene se hvad de er afhørte om, og man kan derfor også se hvilke afhøringer af de pågældende der ikke henvises til i rapporten. Denne er med stor sikkerhed altså filtreret og skærer en del hovedpersoner og deres udsagn "bort". Derfor kan der ikke ventes nogen klarhed om sagen før Østjyllands Politi hæver bommen og bevilger adgang til sagens fulde arkivalier; Peer Kaaes bog kan i al væsentlighed bedst bruges til at fordrive ventetiden.
Noget andet vi ved - og som forresten heller ikke findes i rapporten endsige i Peer Kaaes bog - er nemlig for eksempel, at der i politiets fotosamling ligger et billede af en dengang 48-årig fabrikant fra Århus, der ledsages af følgende påtegning: Overordentlig stor lighed med gerningsmanden. Hvem mon han var? En lille håndfuld af os ildsjæle kender hans navn. Og gad vide hvilke koblinger der findes fra ham til den vidtstrakte personkreds, sagen endnu roterer om? Vi ved det ikke, som man sagde i et dansk tv-program for år tilbage. Endnu.