Hun dræbte veninden...............Webmaster: Dines Bogø

Winther: Generelt Kriminalsager: Generelt ... Dines Bogø ... Foredrag Sydamager: Generelt


Trekantdramaer er ikke ukendte og for ca. 60 år blev det temaet i en sag, der er helt speciel i dansk retshistorie. En kvinde erkendte, at havde dræbt sin veninde. Drabet foregik en vinterdag i en lejlighed på Christianshavn. Den dræbte var måske mest hendes mands veninde?

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Frk. Inger Grete Grundtvig (1905-1961). I 12 år havde hun været veninde med Violet og Holger Winther. I avisen står der, at tandlægefruen er 48 år. Hun tæt på de 53 år, da hun dræber veninden.



Hovedpersonen


Tandlægen, der er omdrejningspunktet i sagen, er tandlæge Holger Christian Winther (1897-1969). Han kom i trediverne til København, hvor han etablerede sin klinik.

Han var blevet gift i 1919 med Hilda. I ægteskabet, der med besvær holdt til 1952, var der en datter og to sønner.

Når han var på "studietur" i tyverne oplevede han bl.a. det muntre natteliv i Berlin. Ud over ølstuerne frekventerede han flittig steder med imødekommende damer.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Avisfoto af en yngre Holger Winther. Han flygtede til Sverige i slutningen af besættelsen. Her blev han tilknyttet Den Danske Brigade som tandlæge.

I Berlin fik han smag for, at hygge med flere damer samtidig. Den særlige interesse praktiserede han tilbage i København med vennernes hustruer, klinikassistenter og klienter.



Ny hustru


I 1952 blev han gift i Søllerød Kirke med den engelskfødte 44-årige Violet Veronica, der havde været hans elskerinde i flere år.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
1957. Von Ostensgade 32 set fra Hollandsfed. Ud over de to huse i Dragør, havde tandlægen to lejligheder i København og et sommerhus i Nordsjælland. (Foto: Historisk arkiv, Museum Amager).

Forholdet til børnene var ikke særlig godt. Specielt kunne han slet ikke acceptere, at han ældste søn overhovedet ikke interesserede sig for damer. Holger Winther havde ellers brugt en del energi på, at præsentere sønnen for spændende emner. Helt forgæves.

At Holger Winther var blevet gift igen ændrede ikke ret meget. Ud over sin interesse for damer, brugte han fortsat meget tid på sine hobbies.



Masker og kopismykker


Gennem mange år lavede tandlægen ansigtsmasker. Mange også kendte lagde ansigt til hans afstøbninger. Det blev til flere hundrede, der enten blev solgt eller foræret væk. Mange af maskerne eksisterer i dag.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
1948. Statsminister Hans Hedtoft Hansen kigger på sin livsmaske, som tandlægen netop har lavet.

Han lavede også kopier af ældre smykker fra bronze- og jernalderen. Han havde en privat aftale med Nationalmuseets direktør om, at han måtte kopiere originale smykker fra museets samling. Aftalen indebar også, at Holger Winther med udleveret nøgle kunne låse sig ind uden for åbningstid og hente de smykker, han ville kopiere.



Klinik og bolig


Ægteparret Violet og Holger Winther var flyttet til Dronningensgade 69, 5.sal på Christianshavn. Holger Winther havde også en mindre lejlighed i tilknytning til sin klinik i Skindergade.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Dronningensgade 69 på Christianshavn er opført i 1956. Ejendommen hedder stadig: "Sømandsstiftelsen Bombebøssen". Kommandør Peter Norden Sølling samlede penge ind til en stiftelse. Pengene blev lagt i en bombe, der var tømt for krudt. Den første bygning blev opført i 1825. Ægteparret Viola og Holger Winther flyttede ind på 5. sal i den nye ejendom.

Desuden havde parret to huse i Dragør gl. bydel og et sommerhus i Nordsjælland.

Ofte så man parret i selskab med en fælles veninde. Det var Grete Grundtvig, der også boede på Christianshavn tæt ved Violet og Holger. Adressen var Strandgade 23 i en ejendom, der lå ved indkørslen til nuv. Udenrigsministerium.

De tre havde kendt hinanden i ca. 12 år og rejst på ferier sammen. Forholdet havde dog ikke fungerede så godt det sidste år. Hustruen Violet følte, at hun ikke mere var en ligeværdig partner og hun havde ønsket separation.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Ca. 1938. Arkitekt Kaj Gottlobs nye Knippelsbro. Den midlertidige Knippelsbro 1934-37 er nedtaget og lagt i depot. Senere genopsat i Falsterbo. Grete Grundtvig boede i Strandgade 23. Ejendommen ligger ved det ryddede areal, hvor husene i Lille Torvegade havde ligget til maj 1938. (Foto: Det Kgl. Bibliotek).



Søndag 22. januar 1961


Det anspændte forhold mellem tandlægens hustru og veninden var stærkt svingende.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Strandgade 23-25. Kontorfuldmægtig frk. Grete Grundtvig ved Københavns Byret boede på 4.sal i mange år.

Efter en frokost på Skovriderkroen i Gentofte den søndag i januar 1961 blev Violet og Grete enige om, at drikke the sammen i ægteparrets lejlighed i Dronningensgade på Christianshavn. Holger skulle ordne nogle papirer på klinikken i Skindergade.

I køkkenet kom det til et skænderi, der endte med, at Violet Winther stak veninden med den brødkniv hun stod med i hånden. Grete Grundtvig blev ramt både i ryggen og brystet, da hun forsøgte at flygte. I stuen slog Violet veninden med en tung malmlysestage, der medførte flere kraniebrud. Sluttelig hældte hun syre ud over den dræbte.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Søndag den 22. januar 1961. Grete Grundtvig blev stukket flere gange med en køkkenkniv i ægteparret Winthers lejlighed Dronningensgade 69 på Christianshavn. Hun faldt om i stuen, hvor Violet Winter efterfølgende slog hende flere gange med en malmlysestage. Inden Violet forlod lejligheden hældte hun saltsyre over den dræbte. Noget syre ramte en ledning og det bevirkede, at strømmen blev afbrudt i lejligheden.

Violet Winther tog en taxa ind til sin mand og fortalte, at der var sket noget i deres lejlighed. Hun fortsatte derefter til Politistation 2, der dengang lå i Antoniegade.



Retssagen og eftertiden


Fru Violet Veronica Winther blev anklaget for mord. Hun blev dømt for legemsbeskadigelse, men frikendt for straf.

Den 20. december 1961 kunne hun som en fri kvinde forlade retten. Hun havde haft en dygtig advokat, en hjælpsom overlæge i psykiatri og hendes mand (separationen var annulleret) erklærede sig medskyldig.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Fru Violet Winther forlader retten som en fri kvinde den 20. december 1961.

Violet Winther flyttede til en villa ved Røde Mellemvej i Sundbyvester. Efter flere nervesammenbrud og indlæggelser, begik hun som 60-årig selvmord i 1968.

Tandlæge Winther fortsatte arbejdet på klinikken og han manglede som tidligere ikke dameselskab. I 1968 fik han konstateret kræft.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
Tandlæge Holger Christian Winther (1897-1969). (Foto fra bogen "Tandlægens masker").

Den 8. februar 1969 tog han kloroform på klinikken. Om natten havde hans klinikassistent, der også var han sidste veninde, været hos ham.

Vennerne hentede efter aftale hurtigt hans værdier og da dødsboet blev opgjort, var hans millionformue også væk.

Hun dræbte veninden - Dines Bogø
28. august 1968. Efter tandlæge Holger Winthers død i februar 1968 arbejdede skifteretten, flere advokater og politiet på, at finde ud af, hvad der var sket med værdierne i boet.

Holger Winther havde skiftet folkeregisteradresse til Hørholm. Han ville ikke have, at Københavns Skifteret skulle opgøre hans bo. Det var der også en forklaring på. Den dræbte veninde frk. Inger Grete Grundtvig var ved sin død ansat som kontorfuldmægtig i Københavns Byret.