Rovmordet på fru Mathilde Meyer, 1943


Modstandbevægelsens omdømme skadet af brutalt rovmord.

Mordgruppen, der udgav sig for modstandsfolk, gik tyskernes ærinde. Læs mere om sagen


Mathilde Marie Meyer myrdet i Rude Skov oktober 1943.

I bogen "Danmark besat og befriet" fra 1948 omtales fru Meyer-sagen: Man fortæller i bogen om fundet af et lemlæstet kvindelig i Rude Skov. Ugerningen var udført af en gruppe unge mennesker, der ud over drabet også havde plyndret liget. Sagen var med til at skade modstandsbevægelsen omdømme uhyre meget.


Aviserne skrev om Landsrettens dom i marts 1946.

Det viste sig senere, at de 4 drabsmænd havde haft til hensigt at dræbe fru Meyer ved Løjesø og kaste liget i søen. De kunne ikke finde søen og de ville ikke bruge mere tid på at lede efter den sø. Derfor stoppet de 1 km nordligere ved en skovvej, hvor de havde beordret fru Meyer ind i skoven, skudt hende og så havde ladet liget ligge på drabsstedet. Tekniske undersøgelser viste, at det "kun" var 3 af de 4 mænd, der havde skudt på fru Meyer.

Efter drabet tømte gerningsmændene fru Meyer taske for penge. Hver deltager fik udbetalt "rejsepenge" og taxichaufførerne blev også betalt med fru Meyers penge. På grund af dette forhold har drabet også været omtalt som rovmord.

Kriminalkommissær Hans Peter Andst, der stod for efterforskningen, fandt ret hurtigt frem til de personer, der havde begået selve drabet og de medskyldige. To af personerne var stukket af til Sverige og andre var anholdt af tysk politi. Den ene af de to, der stak af til Sverige, blev senere erklæret utilregnelig på grund af sindsygedom. (se nærmere om de to der stak af til Sverige).

Drabet skulle ligne en likvidering, men blev aldrig anerkendt som sådan.

I.flg. rygter, der blev startet i begyndelsen af oktober 1943 skulle fru Meyer have stukket dr. Køsters rute. Dr. Karl Henrik Køster var reservekirurg på Bispebjerg Hospital, hvor han sammen med sygeplejersker og funktionærer havde hjulpet et sted mellem 1.500 og 2.000 jøder til Sverige via forskellige ruter. Kun en gang var en rute blev opdaget, og det var fordi en protysk mand på Jyderup-egnen havde kontaktet tyskerne. 10 jøder var blevet anholdt. Andre ruter var ikke blevet afsløret selv om Schalburgmænd havde snuset rundt ved hospitalet. At personale på hospitalet hjalp jøder var kendt af mange.

Rygter om at fru Mathilde Marie Meyer skulle have stukket ruterne kan derfor afvises udtaler dr. Køster til dansk politi.

Fru Meyers ægtefælle handskefabrikant Michael Meyer (1888-1951) var flygtet til Sverige 8. oktober 1943 via en af dr. Køsters ruter. Inden havde han pro forma overdraget sin handskevirksomhed til sin nærmeste medarbejder.

Et rygte omtalt af en af de dømte kvinder i sagen gik ud på at fru Meyer under ophold i Hornbæk flere gange om ugen skulle have besøgt tyske kredse nær den tyske forlægning i Asserbo.


I det illegale blad "De frie Danske" stod der den 4. januar 1944, at drabet på fru Meyer er begået af en røverbande, som modstandsbevægelsen og Frihedsrådet tager afstand fra. Man kan desværre forvente, stod der videre, at tyskerne ville bruge drabet til at miskreditere Frihedsbevægelsen.

De forskellige beviser på, at fru Marie Meyer var stikker falder fra hinanden et efter et. Udtalelser fra "vidner" om, at fru Meyer var stikker eksisterer ikke, men udsagn om fru Meyer, generelle betragtninger om jøder, ruter og stikkere er kædet sammen uden, at der er en sammenhæng.

To af de anholdte kvinder har viderebragt løse udsagn, udbygget disse udsagn, tilføjet nyt og senere har de dømte forsøgt at finde noget der kunne bevise, at fru Meyer havde været stikker. Af rapporter i sagen fremgår det meget tydeligt, at der ikke findes nogen beviser. Udsagn er som nævnt sammenkædet og manipuleret. Fru Meyer skulle først bare have haft nogle klø som en advarsel, men det hele løb løbsk for specielt den ene kvinde, der havde startet rygtekampagnen. Retten idømte også hende den længste straf, selv om hun ikke direkte havde været med til drabet i Rude Skov.

Det tyske politi havde under en ransagning 8. december 1943 kl. 19.45 fundet fru Meyers taske i et aflåst skab hos en af de mistænkte kvinder. Tasken havde den anholdte kvinde fået af drabsmændene, da de afleverede lånte pistoler.

Hendes bror havde efter drabet hentet fru Meyers taske. Broderen havde afleveret tasken til en kammerat i gruppen "Dannevirke". Denne kammerat, den tidligere frikorpsmand Bjørn Schouw Nielsen (1914-1974) blev senere kendt i forbindelse med "Hypnosemordene".


Tidl. frikorpsmand Bjørn Schouw Nielsen (1914-1974). Mest kendt fra "Hypnosemordene" i 1951. Han spillede en vis rolle i forbindelse med sagen om fru Meyers taske.

Bjørn Schouw Nielsen smed ikke tasken i Øresund som lovet, men afleverede den til en anden kammerat, der forsøgte at sælge den til gruppens leder revisor Hans Christian Steen Hansen i Admiral Gjeddes Gaard, Store Kannikestræde 10, Kbh. Admiral Gjeddes Gaard Da broderen så tasken på Steen Hansens kontor tilbød han at aflevere den til politikommissær H.P. Andst, som han kendte oplyste han. Broderen fik tasken, men afleverede den ikke til politiet, men bragte den tilbage til sin søsters lejlighed.


Revisor Hans Christian Steen Hansen.

Broderen havde yderligere uden søsterens vidende anbragt ammunition og våben i et skab i hendes soveværelse. Det omtalte skab befandt sig i en lejlighed lige over den vuggestue, hvor søsteren havde været leder siden oktober 1942.

Over for dansk politi bekræftede broderen, der sad i svensk fængsel bl.a. ved årsskiftet 1943-1944, at han havde anbragt fru Meyers taske, noget ammunition og våben i det omtalte skab og at dette var sket "uden søsteren vidende".

Broderen havde i.flg. en af de andre deltagere i formødet nogle dage før drabet ladet forstå, at han stod inde for likvideringen og han selv ville udføre drabet. Men da det hele var aftalt og dato fastlagt, sagde broderen så pludselig, at han havde et ærinde netop den dag man lige havde aftalt.

Broderen havde udleveret våben til brug for aktionen oplyste søsteren, men senere ændrede hun forklaringen til, at broderen ikke vidste, hvad våbnene skulle bruges til.

På drabsdagen bakkede søsteren så også ud, idet hun sagde, at det var et mandfolkejob at skyde fru Meyer.

Den meget besynderlige drabssag var stort set glemt, men er blevet "genoptaget" og dette har bevirket fornyet omtale i nye bøger og på debatsider på internettet.

En af de dømte har i årevis forsøgt at få sagen genoptaget for at blive "renset". Han havde i 1943 haft kontakt med modstandsbevægelsen, men efter drabet blev der kold luft omkring ham. Ingen seriøse bogforlag, som han henvendte sig til, ville efterfølgende udgive hans egen beretning, hvor han frikendte sig selv.


Mathilde Marie Meyer (gengivet i aviserne november 1943).


Ikke likvidering men et drab meddelte minister Frode Jakobsen til Statsadvokaten den 18. september 1945. To tyske vidner blev afhørt til fordel for de anklagede. Man ville bevise at fru Meyer havde været stikker. I det ene tilfælde kunne tyskeren ikke udpege fru Meyer blandt de fremlagte fotos. I det andet tilfælde påstod et tysk vidne at fru Meyer havde deltaget i en aktion. Denne omtalte aktion fandt sted 4 måneder efter rovmordet!


Taxachauffør Marcussen kørte ofte for modstandsfolk. Det gjorde han også i oktober 1943. På turen deltog yderligere en chauffør, da Marcussen ikke kunne lide at køre om natten. Man havde fået, at vide at en jøde skulle bringes i skjul, men de fandt snart ud af, at det drejede sig om noget helt andet. Her ses hans vogn ved en rekonstruktion ud for Forum i 1946.


Alle dømt efter Straffelovens § 237. En enkelt yderligere efter § 245. Straf mellem 2 og 6 års fængsel. 3 af de tiltalte fik betingede fængselsstraffe.




Privat brev fra 1992 om en af de dømte sendt til en kriminalreporter.