VÅBENTEORI (modtaget indlæg)

LÆSERINDLÆG. BETRAGTNINGER OM GERNINGSVÅBNET:

INDEX: Lock-Hansen sagen


Pistol fra avisreportager


P38


P1

Kan der rejses erettiget tvivl om politiets troværdighed,
når det gælder typebestemmelse af drabsvåbnet?


Politiets våbeneksperter kunne fastslå, at patronerne var blevet affyret med en 9 mm pistol. Den oplysning fik dagspressen i dagene efter mordet, men netop denne pistoltype var meget almindelig, så en 9 mm pistol var et vidt begreb.

Politiet valgte uvist af hvilken grund, at holde kortene tæt ind til kroppen, hvad angik yderligere oplysninger om våbnets fabrikat og mærke. Først flere år efter mordet løftede kriminalkommissær Jørgen V. Iversen sløret for politiets undersøgelser fra våbenteknisk afdeling.

Citater er fra bogen: "Den usandsynlige morder""


Våbenteknikernes konklusion var følgende:


Ved undersøgelse af de på gerningsstedet fundne fire patronhylstre og tilsvarende fire projektiler, hvoraf to blev fundet under obduktionen af Marie Lock-Hansen, et blev fundet i kontoret og et blev fundet i hallen - har man konkluderet følgende:

"Ved hjælp af sammenligningsmikroskopet er det fastslået, at de fire patronhylstre er afskudt med eet og same våben. De systematiske spor i hylstrene svarer til systemet i den tyske pistol "Walther P-38, kaliber 9 mm parabellum, men denne pistol er fremstillet i flere serier med enkelte variationer i systemerne. Afdelingen vil dog på det foreliggende grundlag anse det for overvejende sandsynligt, at gerningsvåbnet er den nævnte "Walther P-38" pistol. Gerningsvåbnet ses ikke at have været anvendt på andre af de her i afdelingen fra hele landet registrerede gerningssteder".

Citater fra bogen: "Den usandsynlige morder".


At teknikerne såede tvivl, om pågældende pistolmærke nu også var identisk med mordvåbnet, er ifølge tidligere kriminalkommissær Preben Nibe unødvendigt: "Det ligger efter min mening helt fast, at mordet blev begået med en Walther P-38," siger han i dag.

Som nævnt fandtes P-38 pistolen i forskellige serier alt efter, hvor og hvornår, den var fremstillet. Politiets våbentekniske afdeling kunne tilsyneladende udfra f.eks. slagmærker på de efterladte patronhylstre bestemme, hvilket fabrikat der var tale om. Pistolen var ifølge tidligere kriminaltekniker i Rejseholdet, Bjørn Pauli, fremstillet i Tjekkoslovakiet i krigens sidste tid, 1944-1945.

Patroner efterlader forskellige og unikke mærker på patronhylstret, i og for sig på samme måde som med fingeraftryk", fortæller Bjørn Pauli. Den tidligere kriminaltekniker understreger dog, at en pistols slagmærke kan >ændre sig ved efterfølgende afskydninger, og derfor kan politiet ikke med fuldstændig sikkerhed udelukke, at de har haft mordvåbnet i hænderne.

Citater fra bogen: "Den usandsynlige morder.


Hvis et våbens "fingeraftryk" ændrer i takt med antallet af skud som bliver affyret med det pågældende våben, hvordan kan det så være, at Bjørn Pauli kan udtale sig så skråsikkert om våbnets oprindelse? (hvilket land pistolen er fremstilet i, ca. årstal m.v.).


Lad os først se på den legendariske Walther P-38 pistols historie.


Walther P-38 pistolen blev udviklet af Walther fabrikken, som militærpistol til den tyske hær (værnemagt) sidst i 1930’erne. Intentionen med pistolen var, at den skulle erstatte den dyre Luger P-08, hvis produktion var tidsbestemt til at ophøre i 1942.

Den kom frem i 1938, og små antal af den originale HP Heeres Pistole - Hær pistol) blev købt af Sverige, før værnemagten indførte den som Pistole 38 og overtog alle produktionspistoler.

P-38’s koncept var accepteret af militæret i 1938, men produktion af den virkelige prototype ("Test") pistoler startede ikke før i slutningen af 1939. Under krigen blev P-38 pistoler fremstillet af et antal fabrikker herunder Walther fabrikken selv.

Walther begyndte produktionen ved deres anlæg i Zella-Mehlis og producerede tre serier af "Test" pistoler, designerede af et "0", der stod præfiks til det løbende nummer.

Den tredje serie tilfredsstillede de tidligere problemer, og produktionen for den tyske hær begyndte i midten af 1940’erne, hvor de brugte Walthers identificerede militærproduktions kode "480".

Efter en produktion på nogle få tusinde pistoler lavede hæren alle koderne om fra numre til bogstaver og Walther fik koden "ac". Al produktion blev fremstillet ved Walthers anlæg fra midten af og til slutningen af 1942, hvor en ny produktion ved Mauser anlægget i Oberndorf begyndte (kode "byf" indtil tidligt i 1945, derefter "svw") og ved Spreewerk anlægget i Hradek nad Nisou, Tjekkoslovakiet ("cyq").

Produktionen fortsatte indtil slutningen af krigen og under efterkrigsperioden. Indtil slutningen af 1941 blev den tidligere Walther brugt til næsten kommercielt at sætte standarterne for fine og polerede pistoler. Da presset fra krigen krævede forøgelse af produktion fik den ydre form et tilbagefald, men fremstillingen af operationsbestanddelen til P-38 forblev mærkværdig pæne resultater gennem krigen, specielt ved Mauser anlægget.

Den totale tyske produktion er estimeret til mere end 1,2 millioner pistoler.

Franskmændene producerede P-38 pistoler af huggede dele fra Mauser anlægget i perioden maj til juni i 1945 til 1946. Faktisk er mange af efterkrigstidens P-38 pistoler blevet bygget i Frankrig, af Manurhin-fabrikken. Disse kan identificeres, da fortidens fem-spidsede stjerne, er stemplet på skydespjældet.

Walther P-38 er en pistol med kort rekyl og låst bagstykke. Løbet er låst mod slæden ved hjælp af et kileformet låsestykke/låseblik, som kan vippe op og ned under løbet, mens det følger de skrå overflader på rammen. Når løb og slæde er klar til affyring, er låsestykket/låseblikket i sin øverste position, og dets øskner låser slæden sikkert mod løbet. Efter rekylet falder låsestykket/låseblikket ned og væk fra slæden, så denne låses op og rekylerer, hvorefter genladningen fuldendes. På grund af den korte slæde har P-38 to returfjedre med fjederstyr, der sidder på hver side af rammen og inden i slæden.

Med tiden blev det konstateret, at der opstod revner i aluminiumrammen på det sted, der udsættes for størst belastning, nemlig der, hvor låsestykket/låseblikket og løbet knalder mod den ved rekyl. Derfor blev rammerne på pistolerne fra senere produktioner forstærket ved tilføjelsen af en sekskantet tværstift, lavet i stål.

Aftrækkeren er dobbeltvirkende med synlig hammer og aftrækkerstang (forbindelsen mellem aftrækker og stangarm) usædvanligt placeret uden for rammen på højre side. Standardsikringen fungerede også som afsikring/decocker og var anbragt på venstre side af slæden.

Magasinerne var enkeltlags, med magasinudløseren anbragt for enden af grebet. Sigtekornene var faste.

P-38 pistoler var også udstyret med en indikator for ladet kammer i form af en lille stift, som skød frem fra slædens bagende, over hammeren, når en patron blev sat i kammeret.


Rejseholdet rykker ud.


I 2002 udkom nu afdøde Vicekriminalkommissær på Rejseholdet Eigil V. Knudsens bog – Rejseholdet rykker ud.


I bogen er der også et kapitel om mordet på Marie Lock-Hansen.

Eigil V. Knudsen skriver bl.a., at han har talt med en kriminaltekniker, som var med i efterforskningen af mordet på Marie Lock-Hansen.

Denne kriminaltekniker har ifølge Eigil V. Knudsen en velunderbygget teori om, hvem gerningsmanden er. Teorien er bl.a. knyttet til drabsvåbnet.

Eigil V. Knudsen skriver i sin bog: Kriminalteknikeren har en velunderbygget teori om, hvem der dræbte Marie Lock-Hansen og sårede Irma Rasmussen. Den har til dato bare ikke kunnet bruges til noget! Teorien er dels knyttet til de to fingeraftryk, dels til forklaring fra et bestemt vidne, som havde hørt Marie Lock-Hansen omtale en hvis "M - nordfra", samt ikke mindst til drabsvåbnet, P-38’eren. Den samme "M" var nævnt i hendes kalender.

Faktisk mere end antyder min kilde, at politiet har haft den pistol, der dræbte Marie Lock-Hansen, til teknisk undersøgelse på et langt senere tidspunkt. Det kunne bare ikke bevises, at der lige præcis var tale om drabsvåbnet.

Sagen er nemlig den, at vel afsætter en slagstift på et skydevåben et ganske bestemt mærke i et afskudt patronhylster, men dette mærke ændrer sig i takt med antallet af affyringer af det pågældende våben. Den P-38’er, der er tale om her, em>kunnevære drabsvåbnet, men - hvis den var det, havde den været affyret mindst en snes gange efterfølgende, inden man endelig fik det ind til undersøgelse halvandet år efter mordet!

Med andre ord: Den pågældende kriminaltekniker siger altså, at politiet med stor sandsynlighed har haft drabsvåbnet inde til undersøgelse.

Så kan man jo – vel med rette – spørge sig selv om – det er derfor at Bjørn Pauli kan udtale sig så skråsikkert som han gør?: At pistolen var fremstillet i Tjekkoslovakiet i krigens sidste tid, 1944-1945.

Er denne pistols ejermand den person, som Eigil V. Knudsen beskriver, som en person der har indtaget en hvis position i samfundet - lokalsamfundet?

Den 1. februar 1968 blev der holdt en konfrontation på Politigården i Århus. I den deltog der syv mænd, der alle havde et signalement, som kunne svare til gerningsmandens. To af vidnerne ude fra Hestehavevej, nemlig hushjælpen Irma Rasmussen og den kvindelige kørelærer udpegede hver for sig den samme mand som den mulige gerningsmand. – Men de afviste tilsyneladende også begge to, at den pågældende kunne være gerningsmanden eller var det måske efterforskningsledelsen, der overbeviste Irma Rasmussen og den kvindelige kørelærer om, at vedkommende umuligt kunne være gerningsmanden.

Den mand der blev udpeget af de to vidner – var det den samme mand, som Eigil V. Knudsen i sin bog beskriver, som en person der har indtaget en hvis position i lokalsamfundet? – og som forfatteren/journalisten Allan Vendeldorf i sin artikel fra november 2006 udpegede som gerningsmanden til mordet på Marie Lock-Hansen?

Manden kan ikke være den mand, som i bogen – Den usandsynlige morder beskrives som B. Personen B klarede nemlig frisag, da der den 19. december 1967 blev afholdt en konfrontation og taleprøve på gerningsstedet. I den deltog B sammen med fire andre figuranter.

Den 3. januar 1968 blev der på Politigården i Århus udfærdiget en fantomtegning af morderen – til den blev B brugt som model – det ville han næppe være blevet, hvis han på baggrund af konfrontationen og taleprøven den 19. december var blevet mistænkt og sigtet for mordet.

Blev den af de to vidner udpegede mands alibi undersøgt til bunds? – og hvad var hans alibi egentlig?

Overbeviste politiet sig selv om, at denne mand umuligt kunne være morderen?

Blev det undersøgt om denne mand var ejer af – eller på anden måde havde adgang til en pistol svarende til gerningsvåbnet?

Havde denne mand – på grund af sit arbejde – en vis relation til familien Lock-Hansen i bestemte anliggender?

Hvad var i øvrigt denne mands eventuelle forhold til Marie Lock-Hansen?

Rækker Marie Lock-Hansens eventuelle bekendtskab med denne mand langt tilbage i tiden? – måske helt tilbage til hendes unge dage?

Blev der i forbindelse med efterforskningen omkring denne mand taget helt ekstraordinære store hensyn? – og hvorfor blev disse hensyn eventuelt taget?

Var det alene hensynet til mandens ry, omdømme og arbejdsplads – eller lå der noget mere til grund for disse eventuelle hensyn?

Hvem beordrede i så fald disse hensyn?


Nu pensioneret kriminalkommissær Preben Nibe
kommenterede i en avisartikel Eigil V. Knudsens bog:


Det er rigtigt, siger Nibe, at der blandt de afhørte var en person, som blev benævnt "M", og at der var en person nord fra - men det var to forskellige personer. "M" er for øvrigt død nu, så det kan ikke være ham som Knudsen hentyder til. Den anden person "nordfra" har forfatteren selv fat i på bogens følgende sider og beskriver ham som en 56-årig proprietær. Irma Rasmussen afviste dog ham som gerningsmand.

Preben Nibe påpeger desuden, at når den kriminaltekniske rapport i bogen refereres for, at Walther P-38 pistolen efter al sandsynlighed var gerningsvåbnet, så er det rigtigt, men det skal forstås som våbentype. Politiet har aldrig ment, at det havde fat i noget, der bare tilnærmelsesvis kunne hævdes at være mordvåbnet.

Det var åbenbart vigtigt for Nibe at afvise/fastslå at de aldrig havde været i nærheden af drabsvåbnet.

Det er jo det samme som at sige, at Eigil V. Knudsens kilde den pensionerede kriminaltekniker lyver - men det siger han dog ikke.

Som tidligere nævnt, gik der flere år før offentligheden fik kendskab til politiets teori for så vidt angår gerningsvåbnet, men på et tidspunkt efter mordet tog daværende politimester i Århus, Ib Trolle initiativ til en frit lejde aktion. Det betød at politiet nærmest druknede i alverdens skydevåben, og Politimester Ib Trolle beordrede Teknisk Afdeling på politigården i København til at prøveskyde og kontrollere alle de indkomne våben.

Ifølge en – endog meget pålidelig kilde som bl.a. på grund af sit job - indimellem havde sin gang inde ved eksperterne i Teknisk Afdeling på Politigården i København, så var de mildest talt rasende over at skulle bruge en masse tid på at prøveskyde og kontrollere den forkerte pistoltype, når nu de havde gjort opmærksom på at mordet var blevet begået med en efterkrigsmodel af Walther P-38 pistolen!:

Den til skydningen anvendte pistol var en Walther P1 (Bundeswehrs efterkrigsudgave af den fra krigen kendte P-38). P-1 er lavet med aluminiumsramme i stedet for fræst stålramme og piben er en liner indsat i et støbt pibestykke med profiler som det tidligere anvendte bearbejdede stålemne. Riffelgangssystemet afviger fra den i P-38 anvendte.

Efter direkte ordre og stik imod advarsler om at det var helt spildt arbejde, indsamlede politiet på begæring af politimesteren i Århus, samtlige registrerede og/eller kendte pistoler model P-38, der fandtes i Danmark og lod Teknisk Afdeling (RPLT) på Politigården i København (under Plessner-Mathiassen) foretage prøveskydninger og indsamling af projektil- og hylsterprøver, med henblik på sammenligning med de på gerningsstedet indsamlede patrondele.

Teknisk afdeling henledte opmærksomheden på, at de våben man med stort forbrug af mandetimer ønskede indsamlet og prøveskudt - IKKE - var af samme type som gerningsvåbnet, men der blev alligevel insisteret på at udføre arbejdet.

På et tidspunkt under forløbet, hvor mange mandetimer over det ganske land allerede var sat til på dette galmandsværk, blev det indstillet, og Plessner-Mathiassen kunne smide de indsamlede og registrerede poser med hylstre/projektiler fra P-38 væk uden at spilde yderligere tid på at sammenligne dem med gerningsstedets efterladte spor.

Ovenstående udtalelser passer jo fint med at teknikerne i deres rapport ikke entydigt kunne fastslå, at der var tale om en Walther P-38 pistol – men kun at det var overvejende sandsynligt.

Man kan jo med rette spørge sig selv om, hvorfor våbenteknikerne i København på politimester Ib Trolles ordre skulle bruge en masse unødig tid på at prøveskyde og kontrollere den forkerte model af Walther pistolen – når de nu i kraftige vendinger havde gjort opmærksom på at det var helt galt?


Lad os se lidt på Walther P-1 pistolens historie:


Efter at det tyske forsvar fik implementeret Colt M1911a1 som ordonnanspistol, søgte de imidlertid efter et våben der var i samme kaliber som deres maskinpistoler (9x19 mm). Og derfor blev den fra krigen kendte Walther P-38 fra 1955-1957 igen anvendt som den officielle tyske tjenestepistol, nu under den nye betegnelse P-1.

Produktionen af P-38 blev derfor på ny sat i gang ved et nyt Walther anlæg i Ulm, Vest Tyskland under navnet "Pistol 1" (P-1) for Vest Tysklands militær og dets politi.

Walther P-1 pistolen var en let ændret udgave af P-38 pistolen. Den var bl.a. forsynet med en lettere aluminiumsramme. Derudover var der foretaget ændringer ved slagstiften, sikringen og frem for alt grebet.

Handelspistoler blev stadig produceret under den originale P-38 betegnelse. De fleste af efterkrigstidens P-38 pistoler blev lavet med aluminiumsrammer, kun nogle håndfulde handelspistoler blev lavet med stålrammer. Den sidste P-38 handelspistol blev fremstillet i 2000.

Ovenstående kan nok give anledning til en vis forvirring for så vidt angår den korrekte betegnelse for våbnet.

Eftersom pistolen besidder gode egenskaber som en militærpistol; meget sikker, robust, godt afbalanceret og præcis - bliver den i dag brugt af flere og flere militærenheder. Foruden Vest Tyskland, hvor P-1 fra midten af 90’erne blev erstattet med P-8 benyttes den bl.a. også af soldater fra Portugal, Norge og Chile.

Den eneste ulempe ved dette våben i kapløbet med moderne håndvåben er en dårlig magasin-kapacitet (8 skud i modsætning til den gennemsnitlige 14 skud og mere).

Walther P-1 pistolen er et halvautomatisk enkeltskudsvåben (rekylpistol) med fast låseanordning på løb og lukkestykke/låseblik. Frem- og tilbageløb i løbet sker ved hjælp af lukkestykket/låseblikket, der er anbragt i grebet på en måde, så det kan bevæges. Påfyldning, ladning og låsning sker ved lukkefjedrenes påvirkning; oplåsning, udtrækning og udkastning bliver udløst af den rekylimpuls, der kommer ved skuddet; samtidig spændes hanen igen. Andre kendetegn: Åbent stangsigtekornsvisir, stangmagasinpåfyldning, aftrækker- og slagstiftsikring, slædestop, aftrækker til genspænding. Den patron, der befinder sig i løbet, markeres af en signalstift.

Efter sidste skud forbliver låsen/slæden i bagerste position for at gøre ilægning af et nyt magasin lettere.


Andre betragtninger om gerningsvåbnet og andre pistoler, der er omtalt i forbindelse med sagen:

Spørgsmålet om typen på gerningsvåbnet er et af de punkter i efterforskningen der som nævnt andet sted kan sås tvivl om.

Politiets våbeneksperter kunne fastslå, at patronerne var blevet affyret af en 9 mm pistol. Den oplysning fik dagspressen i dagene efter mordet, men netop denne pistol-type var meget almindelig, så en 9 mm pistol var et vidt begreb. Politiet valgte uvist af hvilken grund at holde kortene tæt ind til kroppen, hvad angik yderligere oplysninger om våbnets fabrikat og mærke. Først flere år efter mordet løftede kriminalkommissær Jørgen V. Iversen sløret for politiets undersøgelser fra våbenteknisk afdeling.

Citater fra bogen: "Den usandsynlige morder".

Våbenteknikernes konklusion var følgende:


Ved hjælp af sammenligningsmikroskopet er det fastslået, at de fire patronhylstre er afskudt med eet og same våben. De systematiske spor i hylstrene svarer til systemet i den tyske pistol Walther P.38, kaliber 9 mm parabellum, men denne pistol er fremstillet i flere serier med enkelte variationer i systemerne. Afdelingen vil dog på det foreliggende grundlag anse det for overvejende sandsynligt, at gerningsvåbnet er den nævnte ”Walther P.38” pistol. Gerningsvåbnet ses ikke at have været anvendt på andre af de her i afdelingen fra hele landet registrerede gerningssteder.

Citat fra bogen: "Rejseholdet rykker ud".

At teknikerne såede tvivl, om pågældende pistolmærke nu også var identisk med mordvåbnet, er ifølge tidligere kriminalkommissær Preben Nibe unødvendigt:

Det ligger efter min mening helt fast, at mordet blev begået med en Walther P.38, siger han i dag.

Som nævnt fandtes P.38 pistolen i forskellige serier alt efter, hvor og hvornår, den var fremstillet. Politiets våbentekniske afdeling kunne tilsyneladende udfra f.eks. slagmærker på de efterladte patronhylstre bestemme, hvilket fabrikat der var tale om. Pistolen var ifølge tidligere kriminaltekniker i Rejseholdet, Bjørn Pauli, fremstillet i Tjekkoslovakiet i krigens sidste tid, 1944-1945.

Patroner efterlader forskellige og unikke mærker på patronhylstret, i og for sig på samme måde som med fingeraftryk”, fortæller Bjørn Pauli. Den tidligere kriminaltekniker understreger dog, at en pistols slagmærke kan ændre sig ved efterfølgende afskydninger, og derfor kan politiet ikke med fuldstændig sikkerhed udelukke, at de har haft mordvåbnet i hænderne.

Citater fra bogen: "Den usandsynlige morder".

Hvis et våbens ”fingeraftryk” ændrer i takt med antallet af skud som bliver affyret med det pågældende våben, hvordan kan det så være, at Bjørn Pauli kan udtale sig så skråsikkert om våbnets oprindelse? – (hvilket land pistolen er fremstilet i, ca. årstal m.v.).

Ovenstående udsagn/påstande kan der ifølge andre eksperter sættes et berettiget spørgsmålstegn ved?

Eksperter – også inden for politiet siger, at man ikke ud fra et projektil og tilhørende hylster kan sige noget om hvilken type våben, der har været anvendt. Kun kaliber. Hvis der er tale om 9 mm ammunition kan man kun oplyse hvilke våbentyper, der et sandsynlige herunder f.eks. P.38, P.1 eller f.eks. Star pistol som også er omtalt i sagens akter.

Har man rigtig mange våben at sammenligne med kan man måske ud fra diverse fællesmærker indskrænke det til en bestemt pistoltype fra en bestemt fabrik, men det man kan ikke være sikker på, kun formode. At Marie Lock-Hansen skulle være dræbt med en Walther P.38 pistol fremstillet i Tjekkoslovakiet i 1944 er ren formodning og en del gæt med mindre, man har den pågældende pistol. Har man det kan man ud fra serienummer finde frem til fremstillingssted og tidspunkt.

Det med at man kan ændre spor ved at skyde mange skud er noget sludder. Man skal nok skyde 50.000 - 100.000 skud for at ændre så meget at man ikke mere kan se mønster.

Ovenstående udtalelser er fra både civile eksperter og fra politifolk!

Med andre ord: Udfra de på gerningsstedet fundne patronhylstre og projektiler kunne politiets teknikere kunne kun fastslå pistolens kaliber

Havde man derimod - men det benægter politiet jo - haft det formodede gerningsvåben inde til prøveskydning og foretaget mikroskopisk sammenligning med de på gerningsstedet fundne patronhylstre og projektiler havde sagen jo været helt anderledes. Så kunne den pensionerede kriminaltekniker Bjørn Paulis udtalelser have lydt mere troværdige.

Han udtalte som bekendt: Pistolen var ifølge tidligere kriminaltekniker i Rejseholdet, Bjørn Pauli, fremstillet i Tjekkoslovakiet i krigens sidste tid, 1944-1945.

Gerningsvåbnet kunne med andre ord måske lige så godt være en af de to Star pistoler som var blevet solgt fra Jagt & Fiskerimagasinet på Rådhuspladsen i Århus. De to pistoler er også omtalt i sagens akter sammen med de to hundrede Geco 55 patroner som forretningen også havde hjemtaget.

I Jagt & Fiskerimagasinet var man inde på, at man kunne have solgt en Star pistol, kaliber 9 mm samt patroner af mærket Geco 55 til en kunde, som man dog ikke kunne huske navnet på, og så senere have hjemtaget yderligere et parti patroner i håb om at kunden vil komme igen.

Århus politi iværksatte selvfølgelig undersøgelser omkring de to Star pistoler og kom frem til følgende:

Jagt & Fiskerimagasinet havde i juni måned 1958 hjemtaget en kaliber 9 mm pistol af mærket Star. I september måned samme år hjemtog forretningen yderligere en pistol af samme mærke og kaliber. Begge pistoler var leveret af firmaet Guldmann. Det samme firma som havde importeret de to tusinde Geco 55 patroner fra Tyskland i efteråret 1956.

Der forelå tilsyneladende ingen faktura for så vidt angår leveringen fra juni, og det kunne derfor ikke udelukkes, at der samtidig var leveret patroner.

For så vidt angår leveringen fra september forelå der en faktura, hvor både pistol og de to hundrede patroner var anført på. Forretningen var stadigvæk i besiddelse af alle to hundrede patroner da politiet opsøgte forretningen under deres jagt på de specielle patroner. 
 
Ingen i Jagt & Fiskerimagasinet erindrer, hvem der købte de to pistoler, og de blev tilsyneladende ikke registreret ved Århus politis våbenkontor…

Personalet i forretningen fastholdt, at pistolerne kun kan være solgt til personer, der har våbentilladelse.

Omvendt ”anklager” politiet nærmest forretningen for, at deres oplysninger har været så vævende og usikre, at det ikke var muligt at komme videre ad den vej…

Det virker dog lidt påfaldende, at lige præcis de to Star pistoler ikke syntes at være registreret på politiets våbenkontor.


Lad os se lidt på Star pistolens historie:



Model B som ses her - er en kaliber 9x19mm Luger/Parabellum.

Den blev eksporteret til mange lande, inklusive Hitlers Tyskland, hvor den blev brugt under den 2. Verdenskrig.

Model B Super som også er en 9x19mm Luger/Parabellum ser af ydre ud som B modellen. Den blev produceret fra 1946 til 1965 - og blev brugt af det Spanske militær indtil ca. 1990.

De to Star pistoler som blev solgt i Jagt & Fiskerimagasinet var uden tvivl af typen B eller B Super.

Star pistolens data og historie:


Data for Star model B Super (andre i parentes)
Type: enkeltvirkende
Kammer: 9x23 mm Largo (model A og A Super); 9x19 mm Luger/Parabellum (model B, BM og B Super) eller .45ACP (model P)
Vægt uden patroner: 1085 g
Længde: 215 mm (193 mm for model BM)
Længde på løb: 122 mm (102 mm for model BM)
Kapacitet: 9 skud (7 skud for model P)

Hele familien af Star pistoler blev (og bliver stadig) fremstillet af selskabet Bonifacio Echeverria, SA, der ligger i Spanien. Tilbage i 1920'erne begyndte selskabet at udvikle halvautomatiske pistoler ud fra designet på Colt M1911, der var konstrueret af Browning. Disse pistoler lignede mere eller mindre originalen M1911, men var sædvanligvis udstyret med kammer til skud af typen 9x19 mm Luger/Parabellum eller 9x23 mm Largo (Bergmann-Bayard).

I Star model A kunne der anvendes 9x23 mm Largo-ammunition, og den var mest anvendt i Spanien. I model B kunne der anvendes 9x19 mm Luger/Parabellum. Denne model blev eksporteret til mange lande, herunder Hitlers Tyskland, og blev anvendt under Anden Verdenskrig. I Star model P kunne der anvendes .45ACP-patroner, og den var hovedsagelig bestemt for det amerikanske marked. Model BM var en kompakt version af model B, med kortere løb og slæde.

Model B Super erstattede Model B i produktionen og i den spanske hærs arsenaler og var i produktion fra 1946-1965. Den blev anvendt af det spanske militær indtil begyndelsen af 1990'erne, hvor den nye Star M30 blev indført som nyt håndvåben i tjenesten.

Designmæssigt lignede Star pistolerne, model A, B og P, hinanden, den største forskel lå i kaliberen. Alle disse pistoler var enkeltvirkende med kort rekyl og låst bagstykke, hvor der var anvendt det Browning-konstruerede låseprincip med forbundne løb. Model A Super og B Super var kun forskellige fra henholdsvis model A og B derved, at der i Super-modellerne var anvendt et låsesystem uden forbindelse, svarende til det, der blev anvendt i Browning High Power-pistoler.

Udadtil var Star-pistolerne meget lig Colt M1911A1-pistolerne, men der var dog nogle forskelle.

For det første havde pistolerne ikke nogen automatisk grebssikring og ikke noget aftageligt tilbagespændings- eller slagfjederhylster.
For det andet havde Star pistolerne et forenklet aftrækker-/stangarmdesign med en enkelt aftrækkerbøjle og pivoterende aftrækker.
For det tredje låste udvendige sikkerhedsafbrydere hammeren, ikke stangarmen.
For det fjerde havde Star pistolerne udvendige patronudtrækkere.
For det femte og som anført ovenfor var der også forskellige låse- og oplukningsanordninger på løbene på Star A Super og B Super.

Generelt set var alle disse pistoler af høj kvalitet, og de havde en god ydeevne.