Løgnagtigt og dobbelmoralsk politi

Kriminalpolitiet i Århus fortæller ikke hele sandheden i sagen om mordet på Marie Lock-Hansen. Desuden dækker det fortsat over et falsk alibi.

Af journalist og forfatter Jørgen Skovsted

Da bogen "Den usandsynlige morder" – om mordet på Marie Lock-Hansen - udkom i december sidste år, kaldte kriminalkommissær, Mogens Brøndum, Århus Politi, den for underholdning. Udsagnet var tydeligvis ikke ment positivt.

I denne uge sender TV2 Østjylland tre længere indslag om det uopklarede mord i Højbjerg, 1967. Det første indslag, sendt d. 4. november, indeholdt bl.a. en afspilning af en berømt båndoptagelse, nemlig af hovedvidnet, Irma Rasmussen, på vej til kommunehospitalet i ambulancen kort efter mordet, hårdt såret. Her fortæller hun, hvordan hun oplevede den dramatiske situation i huset på Hestehavevej, hvordan hun huskede morderens udsende, og hvordan hun selv blev skudt.

I ugen op til premieren viste både TV2 Østjylland og Århus Stiftstidende en række tidligere hemmeligholdte rekvisitter, som ifølge samme Irma Rassmusen lignede dem, morderen havde på under sin ugerning. Desuden kunne TV2 Østjylland præsentere en række "nye" fotos fra dengang, blandt andet et foto af Marie Lock-Hansens sidste måltid i villaen.

Som medforfatter til bogen, "Den usandsynlige morder" er det patetsik at tænke på Mogens Brøndum’s kommentar. For hvis ovenstående nye oplysninger ikke er en del af underholdningen omkring Højbjerg-mordet, så ved jeg ikke, hvad underholdning er.

Nu skal dette udsagn ikke misforståes, for jeg mener bestemt, at såvel forhåbentlig bog som foreløbig det første TV-indslag er underholdende og samtidig til at blive klogere af - og i øvrigt er godt skruet sammen .

Holdningen hos Århus Politi er yderligere dobbeltmoralsk, når det handler om at frigive deres snart 40 år gamle materiale i mordsagen. Da Lars Rørbæk og undertegende for ikke ret længe siden lavede research til vores bog om mordet på Marie Lock-Hansen, var det komplet umuligt at få noget som helst materiale ud af politiet i Århus. Vi nåede at få en række intereviews med Mogens Brøndum og især med Preben Nibe Hansen, der i mange år var den ledende kriminalmand i mordsagen. Her fik vi mange interessante oplysninger, men intet der for alvor lå ud over det, der i forvejen var kendt i sagen.

Det latterlige og patetiske i sagen er, at vores research strakte sig i op mod to år uden, at Århus Politi så nogen idé i et samarbejde, mens en TV-journalist med et par måneders research-muligheder har blot et år senere får stillet mængder af centralt, hemmeligholdt materiale til sin rådighed. Dette ikke at vise misundelig på Pelle Bank, men for at sætte spørgsmålstegn ved politiets fremgangsmåde i sagen. Man/vi havde nærmest en fornemmelse af, at det vigtigste for Århus Politi var, at sagen for enhver pris ikke skulle opklares. For hvorfor så ikke samarbejde med alle, der ville bruge tid og kræfter til et seriøst arbejde med at gennemgrave mordsagen.

Vi måtte i stedet ty til andre kanaler, blandt andet det, vi kom til at kalde "biblen" i vores reseach: Den opsumerende politi-rapport om Højbjerg-mordet, skrevet af Preben Nibe Hansen og Ib Toldbod fra Rigspolitiets rejseafdeling i marts, 1970.

Her ca. to et halvt år efter mordet på Marie Lock-Hansen var politiet i sin egen selvforståelse stadig på bar bund i sagen, og derfor var nævnte rapport et forsøg på at opregne samtlige vigtige spor og vidneudsagn. Sandsynligvis også for at give et indblik i efterforskningen for de politifolk, der måtte komme ind i den mystiske mordsag i de følgende år – nu hvor efterforskingen gradvist var tonet noget ned.

Nu hvor vi kunne læse om en række meget vigtige aspekter, kunne vi samtidig afsløre, hvad politiet dengang og senere ikke ville have ud til offentligheden. Vigtige spor i mordsagen, som ingen før sidste år kunne læse om.

En af de centrale oplysninger i rapporten er beskrivelsen af den person, som vi i vores bog kalder "B". Han blev opsøgt nogle dage efter mordet, fordi han havde våbentilladelse til en Walter P-38, netop den type pistol, morderen på Hestehavevej benyttede. Som så mange andre blev denne dengang 39-årige mand undersøgt, og det skete på hans arbejdssted. Kriminalpolitiet ville gerne have en forklaring om, hvor "B" var om formiddagen d. 10. november, 1967.

Da de to politifolk kom ind på hans kontor, blev de slået af den lighed, som "B" havde med Irma Rasmussens signalement af morderen. "B" blev derpå bedt om at gå med til politigården for at blive afhørt yderligere, og han tog sit tøj på, og her var politifolkene ved at tabe både næse og mund.

Dels havde "B" samme type frakke som morderen, og dels havde hans samme type hornbriller på. Dernæst tog han en mørk, blød hat på, der lignede den, som Irma Rasmussen mente, at morderen også havde på, og endelig anbragte han en mørk mappe under armen. Den lignede på en prik den efterlyste, og dertil havde hans altså mindst en Walter P-38 pistol i sit hjem.

I første omgang blev "B" mistænkt for mordet og skulle klargøre for sin færden omkring kl. 10.50 på mord-dagen.

Hans forklarede, at han havde været i retten fra lidt før kl. 10 samme formiddag, at han havde forladt stedet ca. 10.15 og derefter var gået tilbage til sit kontor. Her opholdt han sig ALENE med sin kone indtil kl. ca. 12.30, hvor trediepersoner kom til stede.

D. 19. december blev der lavet en konfrontation samt en stemmeprøve i villaen på Hestehavevej 2. Irma Rasmussen var blevet udskrevet fra kommunhospitalet, stadig svækket, men i stand til at møde frem sammen de øvrige tre hovedvidner fra mordet: Lissie Christensen, der befandt sig i huset under mordet og nedskydningen af Irma Rasmussen samt en kørelærer og en slagter.

De tre personer så sandsynligvis morderen i minutterne omkring mordet ude på de nærliggende veje. Lissie Christensen hørte desuden med sikkerhed hans stemme inde i huset, kort før han forlod villaen.

Ved konfrontationen medvirkede fem såkaldte figuranter, der alle skulle agere og tale, som morderen angiveligt havde gjort. I såvel den visuelle som den audiotive konfrontation blev "B" valgt ud som den af de 5 figuranter, der lignede morderen bedst. Således også Irma Rasmussen, men hun turde ikke endeligt sige, at hun var sikker på "B".

Det utrolige i denne historie er, at politiet lod "B" gå. Politiet ransagede ikke hans hjem eller afhørte ham mere intenst. Man godtog hans "alibi" til trods for, at han intet havde. En mistænkt hustrus alibi er ikke troværdigt. Det fik Lars Rørbæk og undertegende i al beskedenhed skudt hul i under vores reserach, men vi fik af hverken Mogens Brøndum eller af Preben Nibe Hansen nogen forklaring på, hvorfor "B"’s "alibi dengang blev godtaget.

Iøvrigt Var Preben Nibe ikke meget for at tale med os, efter at han fandt ud af, at vi ad omveje havde fået fat i den omtalte rappport, som også afslørede en anden fantastisk historie om "B"

Han fik nok lov til at slippe for yderlig tiltale – til gengæld blev han model til den såkaldte fantomtegning – der også for første gang blev offentliggjort i "Den usandsynlig morder".

Beretningen om tilblivelsen af fantomtegningen overgår litteraturen, for da politiet tilsyneladende havde fat i en mand, der lignede morderen til forsveksling, men som man alligevel af uransagelige grunde ikke ville sigte, så brugte politiet ham i jagten på morderen – frivilligt eller ufrivillgt.

Igennem nogle dage mødte "B" op sammen med en avistegner fra Århus Stifstidende for at portrætere af ham. Irma Rasmussen kunne så i kulissen kommentere, om der skulle rettes lidt på tegningen. Det blev der stort set ikke.

Jeg har et foto liggende af "B" fra årene omkring tegningen, og det ligner på en prik den fantomtegning, der nu efter 40 år er kendt af alle, der følger Højbjerg-mordet.

Det løgnagtige i den medvirken, som Århus Politi stillede op til – trods den gode underholdning i TV2 Østjyllands indslag om mordet på Marie Lock-Hansen – er fremstillingen af fantomtegningen. Pelle Bank, journalisten bag TV-indslagene, har ikke læst omtalte rapport – derfor er han undskyldt, men Preben Nibe løj for åben skærm i sin beskrivelse af, hvordan tegningen blev til.

"B"’s tilstedeværelse og medvirken omtalte han ikke. Hvorfor, når nu politiet efter 40 år åbenbart gerne vil lægge nye oplysninger frem.

Og hvorfor skulle "B" i øvrigt hente tilladelse til at tale med undertegnede, da jeg konfronterede ham med oplysninger, vi havde om ham. Hvorfor skulle han næsten 40 år efter mordet rådføre sig med Preben Nibe Hansen om hans egen rolle i mordsagen, og hvorfor blev han rådet til IKKE at udtale sig?

Hvis "B" ikke har noget urent mel i posen, hvorfor vil han så ikke stå frit frem og fortælle sin historie, som jo nok ville være underholdene, men også afmystificere en del.

Jørgen Skovsted