Carl Mogensen. "Bøffen og Bananen"

Læs mere om Carl Mogensen

Carl Mogensen fik tilnavnet "Bøffen". Ingen der har skrevet om Carl Mogensen giver nogen forklaring på dette tilnavn.

Forklaringen er, at tilnavnet havde Mogensen fået i tyske kredse, fordi han en periode samarbejdede med den lange tynde Rudolf Christiansen, alias "Hestetyven". Man omtalte internt de to agenter som "Bøffen og Bananen".

Begrebet "Bøffen og Bananen" var dengang stadig kendt af mange. I dag husker ingen, hvem "Bøffen og Bananen" var.

BØFFEN OG BANANEN
Udtrykket "Bøffen og Bananen" dukker allerede op i 1913. "Bøffen og Bananen" var titlen på en stumfilm, hvori bl.a. Gunnar Helsengreen, Carl Schenstrøm og Holger Pedersen medvirker.

I 1931 blev der afholdt et cykelvæddeløb (se avisomtalte i BT) mellem en slagtermester og en repræsentant for vegetarerne. De 2 "cykelryttere" blev døbt "Bøffen og Bananen". Politiken havde arrangeret løbet, som foregik tur retur Valby bakke og Roskilde under overværelse af 50.000 mennesker. Flere andre arrangementer blev afholdt mellem "Bøffen og Bananen".

I USA, England og andre lande blev der også afholdt tilsvarende konkurrencer. Der var også kapgang København – Oslo, hvor to andre med tilnavnene "Bøffen og Bananen" dystede.

Udtrykket "Bøffen og Bananen" var blevet et begreb, der kunne bruges i flere sammenhæng. Begrebet dækkede både over forskel i kropsbygning og forskel i madvaner.